23jun18:0021:30Sankt Hans AftenParadisjorden, Havnen 3

Hvad?

Den traditionsrige fejring af Sankthans på Sæby Havn afholdes igen i år med Lions Club Sæby som arrangør. Klubben inviterer alle velkommen mandag den 23. juni 2025 fra kl. 18.30, hvor pladsen åbner, og programmet indeholder som tidligere år anderæs på åen, musikalsk underholdning, båltale og bål på stranden.

Andevæddeløb med flotte præmier
Andevæddeløbet foregår ved, at mere end 150 nummererede og sponsorerede gule plastænder søsættes klokken 19.30 et sted i åen samtidigt. Den and, der efter 10-15 minutter flyder først til målstregen ved Ro- og Kajakklubben, har vundet. Der er flotte præmier til de tre først placerede ænder plus en række lodtrækningspræmier. For at være med i spillet, skal der købes lodder på festpladsen. Salget af lodder åbner klokken 18.30 og fortsætter, indtil ræset starter. For at øge chancen for at vinde kan der købes flere af de nummererede ænder.

Båltale og musikalsk underholdning
Båltalen holdes i år af Jon Andersen (V), som er kendt som en lokal ildsjæl og borgmesterkandidat. Talen starter klokken 20.45. Sæbygarden stiller op i deres flotte røde uniformer og giver prøver på deres musikalske formåen.

Sankthansbål og fællessang
Når Sankthansbålet tændes klokken 21.15, er garden rykket ned på stranden. Der lægges her op til fællessangene ”Vi elsker vort land” og ”Danmark nu blunder den lyse nat”. Opbygningen og afbrændingen af sankthansbålet er trygt lagt i hænderne på Sæbygaard Gruppen DDS, der måske også har konstrueret en heks eller trold.

Mad, drikke og hygge
Børnene kan bage snobrød ved bål, og der er mulighed for køb af kolde øl, vin og vand fra Sæby Bryghus samt Slagter Tranholms lækre pølser.

 

Mere

Hvornår?

mandag 23. juni 2025 18:00 6:00pm - 9:30pm(GMT+02:00)

Hvor?

Paradisjorden

Havnen 3

Øvrige events

Find vej

Comments are closed.